Viceskoleleder om nyt tiltag fra regeringen: ”Jeg kunne ikke drømme om et historieforløb i udskolingen uden holocaust”

Nyt tiltag fra regeringen vil gøre masseudryddelsen af jøder under Anden Verdenskrig til en obligatorisk del af pensum i folkeskoler og gymnasier. Viceskoleleder på Niels Ebbesens Skolen i Skanderborg, Martin Shaumann, er enig med regeringen omkring vigtigheden af børns viden og forståelse af holocaust.

Af Sarah Katrine Houe

Holocaust og andre folkedrab skal ifølge præsentation fra regeringen om ny handleplan integreres i den danske historiekanon. Illustration: Sigrid Langgaard

I går stod justitsminister Nick Hækkerup (S) og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) frem på et pressemøde i Det Jødiske Samfunds lokaler i København og fremlagde 15 nye initiativer. 

Udspillet på de 15 initiativer udgør en samlet handlingsplan, som skal sørge for, at antisemitismen ikke slår rod i Danmark. 

En del af handlingsplanen er at øge børn og unges kendskab til holocaust, og dette vil regeringen gennemføre ved at tilføje holocaust til den danske historiekanon.

Vil forebygge hadeforbrydelser

”Det er vigtigt, at alle generationer lærer af historien, så den ikke gentager sig. Skolen er naturligvis det oplagte sted at starte,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til fagbladet Folkeskolen.dk. Hun understreger desuden, at antisemitisme er helt uacceptabelt. 

Martin Shaumann er uddannet historie- og samfundsfagslærer, og er i dag afdelingsleder for 7.-9. klasse samt viceskoleleder på Niels Ebbesens Skolen i Skanderborg. Han kunne aldrig forestille sig et historieforløb i udskolingen, hvor holocaust ikke var en del af pensum:

”Det er så vigtig en del af Europas historie og Europas selvforståelse. Jeg håber, at enhver historielærer på et eller andet tidspunkt kommer omkring holocaust og får børnene til at forstå, hvad det er.”

Viceskoleleder på Niels Ebbesen Skolen i Skanderborg er enig med regeringen om, at holocaust er en vigtig del af historieundervisningen. Foto: Marie Elliot

Og med regeringens nye udspil er der lagt op til, at alle historielærere uden undtagelse skal have holocaust som en del af undervisningsplanen.  

Regeringen vil gøre holocaust til obligatorisk undervisningsstof for at forebygge hadeforbrydelser mod jøder. For Martin Shaumann er der flere vigtige grunde til, at holocaust er en vigtig del af børns undervisning:

”Det giver dem en forståelse af, hvor vigtigt det er at arbejde for fred og demokrati.”

Den danske historiekanon

Den danske historiekanon indeholder 29 kanonpunkter. Punkterne er historiske begivenheder, personer og begreber, som har været med til at definere det Danmark og det Samfund, som vi lever i i dag. 

Ændringen af den danske historiekanon skal efter regeringens udspil bestå i, at holocaust  bliver en direkte del af punkt 24 og dermed en uundgåelig del af pensum.

Indtil nu har punkt 24 hedet ”Augustoprør og jødeaktion 1943”. Punktet omfatter den danske regerings ophør af samarbejdspolitik med besættelsesmagten og den aktion mod det jødiske folk, som tyskerne efterfølgende igangsatte.