Flygtninge-frivillig-gruppen i Skanderborg mangler hænder

”Kik ind” café på Sygehusvej i Skanderborg er drevet af ”Flygtninge-frivillig-gruppen”. I dag har caféen kun åbent om tirsdagen, men Lotta Mangs, som er frivillig, håber på flere hænder, så caféen kan holde åbent flere dage om ugen.

Af Mike Meisner

Flygtninge-frivillig-gruppens lokaler på Sygehusvej 17 i Skanderborg holder åbent hver tirsdag. Foto: Mike Meisner

I dag kan gruppen holde caféen åben hver tirsdag fra 17-21. Med flere hænder ville de kunne holde åbent væsentligt mere, og ifølge Lotta Mangs gøre vejen ind i samfundet lettere for en del mennesker.

Lotta Mangs fortæller, at de frivillige går op i det med liv og sjæl, og kæmper konstant for bedre forhold, så flygtningene i Skanderborg hurtigst muligt kan føle sig som en del af samfundet.

Hun bruger selv en stor del af sin fritid på at hjælpe flygtninge i Skanderborg: ”Det går foreningen godt, men vi har brug for flere hoveder der kan hjælpe til, og gøre foreningen endnu bedre. Vi vil jo gerne kunne holde mere åbent, da vi ved hvor vigtigt dette sted er for flygtningene, og deres vej ind i det danske samfund,” udtaler Lotta til SkanderBrevet.

Rækker ud efter hjælp
Gruppen har løbende været i kontakt med forskellige ungdomsuddannelser for at gøre opmærksom på deres sag og for at involvere de unge.

Foreningen skal være et sted, hvor begge parter får noget ud af det. ”Vi kan nemlig lære en masse af hinanden,” siger Lotta, og sætter en tyk streg under, at det altså er ganske frivilligt, og man bruger kun den tid man har til rådighed.

Lotta lægger meget vægt på, at foreningen drives frivilligt, og at det handler om at hygge sig: ”Her kan flygtninge møde danskere, lære om vores kultur og sprog, så de har bedre forudsætninger for at føle sig hjemme i Danmark. Og måske i særlig grad det lokale samfund.”

Caféen består af tre forskellige rum. Et rum, hvor der er computer adgang, et rum, hvor der en sofagruppe og forskelligt legetøj samt et stort fællesrum, hvor meningen er, at de frivillige og flygtninge kan snakke, hygge sig, lave lektier mm.