Skanderborg Kommunes klimapulje med ekstraordinær støtte: Her er de fem grønne projekter

Skanderborg Kommunes klimapulje har fået ekstra midler og kan derfor støtte fem ekstra projekter for grøn omstilling. Klimapuljen uddeler samlet 431.500 kroner, og projekterne spænder bredt. Fra workshops om genbrugsmøbler, til kurser i plantebaseret kost. 

Af Frederik Flintegaard

Et eksempel på Skanderborg Kommunes skønne natur – udsigten fra Himmelbjerget nær Ry. Foto: Frederik Flintegaard

Skanderborg Kommunes klimapulje uddeler normalvis økonomisk støtte til grønne projekter i kommunen én gang årligt, men med ekstra midler har det Grønne Panel i år kunnet tildele fem ekstra projekter støttepenge.

Fem udvalgte projekter 
Klimapuljens største pengesum får Mie Reihs med projektet Madfærd på Mølleskolen i Ry. 181.500 kr. tildeles projektet, som skal sætte fokus på 100 procent genanvendelig emballage, mere økologi og at mindske madspild. 

120.000 kr. går til Jette Boye Petersen til afviklingen af kurser i plantebaseret kost til erhvervskøkkener.

To projekter modtager hver 50.000 kr. Det første er bogen 1 år med klimaet. Den handler om, hvordan forfatteren, Pia Lund Nielsen fra Ry, og hendes familie reducerede deres klimaaftryk til det halve af en gennemsnitlig dansk familie. 

Det andet projekt omhandler etableringen af en bæredygtig have som led i undervisningen på ungdomsuddannelsen STU i Skanderborg. Den økonomiske støtte går til Truels Truelsen, som til dagligt underviser på uddannelsen.  

Det mindste pengebeløb tildeles Stine Drøgemüller, som modtager 30.000 kr. til afviklingen af fire workshops om genbrugsmøbler og -interiør. 

De grønne projekter udvælges af klimapuljens Grønne Panel
Ifølge Skanderborg Kommunes hjemmeside skal den økonomiske støtte sætte skub i den grønne omstilling og få flere mennesker til at være mere klimavenlige. Støtten går nemlig til projekter, der fremmer eller motiverer til klimavenlig adfærd.

Klimapuljens midler kan søges af alle borgere, virksomheder, institutioner og foreninger i Skanderborg Kommune. 

De støttede projekter udvælges af klimapuljens Grønne Panel. Panelet tæller seks medlemmer heriblandt erhvervsfolk fra Skanderborg Kommune og to byrådsmedlemmer, Claus Bloch (V) og Claus Leick (SF).

Puljens Grønne Panel valgte i april sidste år at støtte ni andre projekter.  

I oktober åbner klimapuljen igen op for ansøgninger. Ansøgningsfristen ligger ikke fast.