Besøgsvenner i Ry trodser corona: ”Det bryder ensomheden”

Trods bekymring blandt de ældre for at lukke nye bekendtskaber ind under corona, har besøgstjenesten i Røde Kors’ Ry afdeling etableret 13 nye besøgsvenner. De besøgsvenner er med til at bryde ensomheden blandt de ældre.

Af Kristian Bejder

Illustration af Sigrid Langgaard


Hvordan afhjælper man bedst muligt ensomhed og mistrivsel blandt ældre? I Ry har de gennem Røde Kors’ besøgstjeneste i mange år haft besøgsvenner ude hos de ældre for at bryde ensomheden.

”Det er et tilbud til nogen, som føler sig lidt for meget alene. De får så besøg en gang imellem af en besøgsven,” fortæller Else Frost, Besøgskoordinator hos besøgstjenesten ved Røde Kors.

Grundet corona har der været visse bekymringer blandt de ældre til at skabe nye bekendtskaber.

”Der har været en lille afmatning ift. at få besøgsvenner under corona, fordi man synes, man ikke skal lukke nye mennesker ind. Men på trods af det er der faktisk etableret 13 nye besøgsforhold her i området i 2021,” fortæller Else Frost.

En af dem, som får besøg af en besøgsven, er Ester Dagø fra Ry. I over 35 år var Ester Dagø selv besøgsven hos en håndfuld damer. I dag er hun 96 år og nyder godt af tjenesten.


”Én gang om ugen kommer min besøgsven. Hver torsdag. Så kommer hun kl 14 og så sidder vi og hygger os et par timer.”

Ester Dagø har ikke meget familie tilbage og er meget alene. Hun nyder derfor godt af Røde Kors’ tilbud.

”Jeg synes, det er hyggeligt. Det bryder ensomheden. Når vejret er til det, går vi gerne en lille tur og så hjem til mig og drikke kaffe og hygge os. Det er en dejlig ordning.”

Else Frost fortæller, at besøgstjenesten netop er til for dem, som føler sig alene og godt kunne bruge en besøgsven til at skabe en gensidig hygge. På sigt er den hygge ofte med til at skabe gode bekendtskaber. Det er også noget, Ester Dagø kan nikke genkendende til.

”Hun er gået hen og blevet lidt en ven for mig.”