Bygherre sikker i sin sag: Lille Nyhavn står færdig inden 2024

Skanderborg Sø har i mange år været et attraktivt område at befinde sig i. Der er mange muligheder for at nyde udsigten, tage en dukkert i søen eller slentre en tur gennem hovedgaden. Nu kommer der snart en helt ny mulighed, der skal være med til at genskabe Skanderborg by.

Af Mike Meisner

Lille Nyhavn under konstruktion. Foto: Mike Meisner

Siden 2005 har bygherre Lars Kromand ønsket at bringe noget nyt til Skanderborg. Der er faktisk tale om gammelt nyt, da han ønsker at bringe den velkendte og berømte stil fra Amsterdam og Nyhavn til byen. De famøse pakhuse, som er let genkendelige grundet den meget specielle og over 100 år gamle arkitektur.

Efter mange års venten forventer han nu, at byggeriet står færdigt ved udgangen af 2023.

Store ambitioner
Drømmene er store, det gør sig gældende for Lars, men også for beboerne i Skanderborg. Adelgade i Skanderborg har for nyligt gennemgået en større forandring. Gaden er blevet rettet ud, og det har kostet en del p-pladser. Noget mange af butiksindehaverne ikke er så tilfredse med.

Her kan Lille Nyhavn forhåbentligt gå ind og blive en hjælpende faktor. Ideen med den store bebyggelse er i første omgang at få flere lejligheder til byen. 72 styk er det antal, de håber at kunne udvide med. Under de her lejligheder er der 2.148 kvadratmeter, som efter planen skal bruges til at bygge butikker, restauranter og lignende.

Grunden til at de mener dette kan være behjælpeligt for Adelgade, er de 4.189 kvadratmeter der er til rådighed under lejlighederne og butikkerne. De skal nemlig, efter planen, bruges til en parkeringskælder. Naturligvis for beboerne i Lille Nyhavn, men også så det giver muligheder for at kunne parkere sin bil, imens man er i centeret eller går en tur gennem hovedgaden.

En lys fremtid
Optimismen omkring projektet har været stor fra starten af, og bygherren har da også hele tiden haft en ide om, hvordan dette skulle udformes.

”Min drøm er at bygge noget, der var tidstypisk for godt og vel 100 år siden, men med et moderne udtryk. Det med at gå op i arkitekturen og forblive tro mod den er noget vi vægter særligt højt,” siger Lars Kromand.

Han fortæller da også hurtigt at inspirationen stammer fra pakhusene i Amsterdams gader og vores egen Nyhavn i hjertet af København.

Lars Kromand kan fortælle, hvordan de første fem år, efter han valgte at føre ideen ud i livet, stort set bare var en lang kamp med kommunen. Derudover skulle der hentes diverse tilladelser, blandt andet til at bygge ved søen, da den er en del af Gudenåen.

Nu ser det endelig ud til at lykkes, så borgerne og turisterne kan se frem til at opleve Lille Nyhavn. Denne gang i hjertet af Skanderborg.