Ry overrepræsenteret i byrådet: Borgmester afviser forskelsbehandling

Næsten en tredjedel af byrådsmedlemmerne i Skanderborg bor i Ry. Formand for Cityforeningen i Skanderborg mener, at politikernes tilknytning til Ry er en del af årsagen til, at der er forskel på samarbejdet mellem detailhandlen og byrådet i Skanderborg og Ry. Det afviser borgermester Frands Fischer.

Af Klara Trebbien

8 ud af 29 byrådsmedlemmer i Skanderborg bor i 8680 Ry. Foto: Sarah Katrine Houe.


Knap en tredjedel af medlemmerne i byrådet i Skanderborg har adresse i 8680 Ry. Det er på trods af, at Ry, med sine knap 7.000 indbyggere, kun udgør omkring ti procent af det samlede befolkningstal i Skanderborg Kommune.

Borgmester Frands Fischer (A) anerkender, at politikernes bopæl kan spille en rolle i forhold til, hvilke emner der får opmærksomhed.

”Indimellem kan der godt være nogle ting, som får for meget politisk fokus, hvis der er for mange, der kommer fra et specifikt område.”


To forskellige oplevelser
Spørger man Jens Juhl, der er formand i Skanderborg Cityforening, har samarbejdet med byrådet haltet gevaldigt de sidste år:

”Det har været meget sløjt med samarbejdet,” siger han.

Bestyrelsesformanden i foreningen Ry City, Lone Nielsen, har en anden opfattelse af samarbejdet med byrådet. Hun er modsat Jens Juhl positivt stemt.

”Vi har jo haft et helt fantastisk godt samarbejde med Skanderborg Kommune i forbindelse med, at de bevilgede to millioner til Stationstorvet,” siger bestyrelsesformanden for Ry City.

Jens Juhl fra Skanderborg Cityforening oplever ikke, at de er blevet hørt på samme måde, og han mener, at byrådsmedlemmernes bopæl i Ry kan spille en rolle:

”Borgmesteren kommer fra Gammel Rye, og hvis han går en lille tur i Ry, så render han ind i formænd fra diverse foreninger i Ry, og så laver man en måske en lille hyggelig aftale over et glas rødvin,” siger Jens Juhl.

Desuden nævner Jens Juhl, at formanden for Klima-, miljø- og planudvalget, Claus Leick (F), også kommer fra Ry. Claus Leick har ikke ønsket at kommentere på Jens Juhls udsagn.


Hele kommunens borgmester
Borgmester Frands Fischer (A)  genkender ikke det billede Jens Juhl tegner. Han påpeger, at de ændringer i Adelgade, som ligger til grund for en stor del af Skanderborg Cityforenings utilfredshed, blev iværksat af den tidligere borgmester. En borgmester der ikke boede i Ry, men faktisk på netop Adelgade i Skanderborg midtby. Borgmesteren fortæller, at han gør en indsats for at repræsentere alle dele af kommunen.

”Jeg forsøger rigtig meget at være borgmester for hele kommunen,” siger han.


Ændringer i sigte
Borgmester Frands Fischer har efter valget gjort en indsats for at inkludere detailhandlen i Skanderborg mere i den politiske proces. På et møde i Økonomi- og erhvervsudvalget i sidste uge tog borgmesteren initiativ til en yderligere inddragelse af Skanderborg Cityforening i omdannelsen af Skanderborg midtby.

Jens Juhl fra Skanderborg Cityforening ser også muligheder for et bedre samarbejde med byrådet. Det skyldes, at det er blevet vedtaget, at foreningen skal have en kontaktperson i kommunen, som de kan henvende sig til.