Skanderborg-forfatter udgiver endnu en bog under pandemien: “Det, at verden lukkede ned, gav mig mulighed for at lukke fiktionen op”

Louise Juhl Dalsgaard udgiver den 11. februar en erindringsroman, som er hendes anden bog under corona-pandemien. Det er ikke kun forfatterne, der under pandemien har begivet sig længere ind i litteraturens verden – også læserne har fundet tilflugt i bøgerne.

Af Sigrid Langgaard

Louise Juhl Dalsgaard. Foto: Frej Rosenstjerne

‘Ting, jeg tænker på’ – det er titlen på bogen, en erindringsroman, hvor Louise Juhl Dalsgaard tænker tilbage på alt, hun kunne huske. Hun har arbejdet på den siden hendes sidste udgivelse i foråret 2020, som var en samling af coronadigte. Selvom denne bog ikke direkte handler om corona, fortæller Louise Juhl Dalsgaard alligevel om, hvordan nedlukningen gav mere plads til at udforske tankerne:

“Når vi ikke har en virkelighed at agere i, så har vi kun vores tanker tilbage. Og det kan være meget ensomt, medmindre man er forfatter, for så kan man lukke det op, og fortælle, eller snakke med sig selv.”

Der er blevet åbnet mange bøger under nedlukningen. Et forskningsprojekt fra Københavns Universitet kaldt ‘Lock-down Reading’ viser, at folk, der allerede læste, har læst markant mere under pandemien.

“Nedlukningen har øget behovet for tænkepauser, for refleksion og for at se os selv i en historisk sammenhæng. Alt det kan litteraturen bidrage til”, forklarer Johanne Gormsen Schmidt, forsker på projektet, til akademikerbladet.dk.

Udover sine egne udgivelser, har Louise Juhl Dalsgaard bidraget til et samlet værk kaldet ‘Lukket land’, hvor forfattere samlede fortællinger fra isolationen og fortolkede dem. Også her oplevede hun, at pandemien havde sat refleksioner i gang hos andre:

“Det er helt tydeligt, at der har været en proces i gang hos rigtig mange mennesker af; ‘hvad kommer jeg af, hvor kommer jeg fra, hvor vil jeg hen’.”