Rektor på Virring Skole: ”Vi er ikke nervøse for genåbningen”

Trods rekordhøje smittetal før genåbningen af samfundet, er Virring Skole ikke bekymrede. Skolens rektor glæder sig til, at landet åbnes på ny, og at skolelivet kan fortsætte som før pandemien.

Af Alexander Christiansen

Efter pressemødet onsdag aften kan alle landets skoler tage i mod børn som før corona-pandemien, når alle restriktioner ophæves fra 1. februar. Foto: Sarah Katrine Houe

På Virring Skole er de klar til den store genåbning, der sættes i gang den 1. februar, og de glæder sig til, at hverdagen bliver normal igen.

Skoleleder Karsten Bo Refsgaard mener, at Virring Skole er godt rustet til, hvis endnu et eksplosivt smitteudbrud skulle ske igen:

”Vi havde et stort smitteudbrud tilbage i november, hvor en del af vores lærerstab og en stor del af eleverne blev sendt hjem. Vi har prøvet det før, og jeg tror, at vi har opnået noget, der minder om flok immunitet,” siger han.

Danmarks Lærerforening er der dog ikke så begejstrede som Virring Skole. De har udtrykt bekymring omkring, at de stigende smittetal udfordrer lærernes arbejdsmuligheder i tilfælde af store smitteudbrud.

Hjemsendelse kan skabe problemer

Det har ikke været muligt for Skanderbrevet at få en kommentar fra Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening, men han udtalte i går til TV2, at man landet over har været nødsaget til at sende hele folkeskoleklasser hjem. Det er ikke er en holdbar løsning hverken på det sociale eller faglige område, gav han udtryk for.

Netop denne hjemsendelsessituation mener Karsten Bo Refsgaard, at Virring Skole har forsøgt at forebygge:

”Vi har allerede opdelt vores klasser på bedst mulige måde, så vi sørger for at holde eleverne så adskilte som muligt,” siger han.

Han mener derudover, at de gør deres bedste for, at de forskellige lærere ikke underviser på tværs af klasserne. Selvom det bliver en anden form for undervisning, vil eleverne ifølge Karsten Bo Refsgaard ikke tabe nogle rent fagligt.

Ved smitteudbruddet i november sidste år kunne rektoren godt se forældrenes bekymring ved at sende deres børn i skole, men det var nødvendigt at holde skolen åben. Til gengæld blev der ikke påbegyndt nyt stof, hvis kun en lille del af en klasse var til stede.