Flygtninge-frivillig-gruppen i Skanderborg mangler hænder

”Kik ind” café på Sygehusvej i Skanderborg er drevet af ”Flygtninge-frivillig-gruppen”. I dag har caféen kun åbent om tirsdagen, men Lotta Mangs, som er frivillig, håber på flere hænder, så caféen kan holde åbent flere dage om ugen.

Af Mike Meisner

Flygtninge-frivillig-gruppens lokaler på Sygehusvej 17 i Skanderborg holder åbent hver tirsdag. Foto: Mike Meisner

I dag kan gruppen holde caféen åben hver tirsdag fra 17-21. Med flere hænder ville de kunne holde åbent væsentligt mere, og ifølge Lotta Mangs gøre vejen ind i samfundet lettere for en del mennesker.

Lotta Mangs fortæller, at de frivillige går op i det med liv og sjæl, og kæmper konstant for bedre forhold, så flygtningene i Skanderborg hurtigst muligt kan føle sig som en del af samfundet.

Hun bruger selv en stor del af sin fritid på at hjælpe flygtninge i Skanderborg: ”Det går foreningen godt, men vi har brug for flere hoveder der kan hjælpe til, og gøre foreningen endnu bedre. Vi vil jo gerne kunne holde mere åbent, da vi ved hvor vigtigt dette sted er for flygtningene, og deres vej ind i det danske samfund,” udtaler Lotta til SkanderBrevet.

Rækker ud efter hjælp
Gruppen har løbende været i kontakt med forskellige ungdomsuddannelser for at gøre opmærksom på deres sag og for at involvere de unge.

Foreningen skal være et sted, hvor begge parter får noget ud af det. ”Vi kan nemlig lære en masse af hinanden,” siger Lotta, og sætter en tyk streg under, at det altså er ganske frivilligt, og man bruger kun den tid man har til rådighed.

Lotta lægger meget vægt på, at foreningen drives frivilligt, og at det handler om at hygge sig: ”Her kan flygtninge møde danskere, lære om vores kultur og sprog, så de har bedre forudsætninger for at føle sig hjemme i Danmark. Og måske i særlig grad det lokale samfund.”

Caféen består af tre forskellige rum. Et rum, hvor der er computer adgang, et rum, hvor der en sofagruppe og forskelligt legetøj samt et stort fællesrum, hvor meningen er, at de frivillige og flygtninge kan snakke, hygge sig, lave lektier mm.

Byggeriet af bybadet nærmer sig sin afslutning

Forventningerne var store, da de første hjørnesten blev lagt til Skanderborgs nye bybad. Borgerne har måttet væbne sig med tålmodighed, og folkene bag projektet har måttet sande, at corona også kom i vejen for dem.

Af: Mike Meisner

I Skanderborg kommune drømmer man gerne stort, og det ses tydeligt ved projekt bybadet. Ambitionen er at det skal være et sted for alle, hvilket deres planer for stedet tydeligt viser.

Onsdag D. 26. januar har MThøjgård, der har stået for projekt bybadet i Skanderborg, overdraget nøglerne til kommunen, med ganske få mangler der gerne skulle blive bragt i orden forholdsvis hurtigt. Grundet situationen med corona, har de nogle forsendelser der er blevet udskudt, og lige nu afventer man nogle låsemekanismer før man kan åbne helt op for bybadet i Skanderborg.

I sommeren 2021 kunne folk i Skanderborg kommune, nyde godt af bybadets bassin, på trods af at deres store projekt ikke var færdigt endnu. Da september kom, lukkede man midlertidigt ned for søbadet, så man kunne færdiggøre arbejdet, og have et knivspart søbad med sauna, aktivitetsrum, kajakdepoter mm. Stående klar til sæsonen for vinterbadere.

Corona har sat en stopper for mange ting her til lands, dette gjorde sig også gældende i Skanderborg kommune, der i sommeren 2021 åbnede op for at man kunne bade i deres nye bybad. Dette var på daværende tidspunkt ikke helt færdigt, grundet mangel på limtræ og andre ressourcer, som i første omgang udskød processen med et halvt års tid. Noget kommunen primært kunne takke coronaen for.

Biblioteket, med Jens-ole Winther i spidsen, er blevet spurgt om de som bibliotek ville være driftsansvarlige for det, når det engang stod færdigt.

Jens-Ole Winther var ganske klar i mælet da de fik spørgsmålet: ”Der var ret hurtigt bred enighed om at det ville være en sjov opgave, samtidig med at vi kan afholde nogle af vores arrangementer dernede, i stedet for at det altid skal foregå i vores bibliotek rum. I sommerhalvåret kan man bruge udendørsarealerne, til noget i forbindelse med biblioteket. Kulturskolen og ungdomsskolen har også ytret interesse om at bruge stedet.

Jens-Ole Winther uddyber: Drømmen er jo at det skal blive et samlingspunkt for byen, det skulle gerne være attraktivt for alle at benytte vores faciliteter. Et rekreativt fællesskab der gerne skulle binde byen sammen. Et værested for mennesker om sommeren, og en fantastisk mulighed for vinterbaderne om vinteren.

Nu står det nærmest helt klar, og vinterbaderforeningen har da også fået lov til at bruge faciliteterne, fra den 23. december 2021. Er du ikke medlem af foreningen, så kan man sagtens tilkøbe sig adgang til faciliteterne for et mindre beløb. Hvis alt går vel, kan borgerne i Skanderborg se frem til at nyde sommeren 2022, ved deres nye bybad.